En ægte racekat

Når man køber en racekat..

Har man besluttet sig for en bestemt katterace, som f.eks. perseren, kan jeg kun tilråde at man anskaffer sig en kat som har en stamtavle, hos en FIFé-registreret opdrætter. Stamtavlen er dit bevis på at katten er en ægte racekat, idet den dokumenterer kattens genetiske arv 4 generationer tilbage. Der er således navne på kattens forældre, bedsteforældre, oldeforældre og tipoldeforældre. På den måde ved man, at der ikke er blandet en anden race indover.

Som ny killingekøber kan man godt komme i klemme, da der findes mange som avler blandingskatte, som de sælger som værende ægte racekatte. Ved køb af en sådan kat, er der ingen garanti. Kattene er ofte billigere end hos en registreret opdrætter. Nogle af disse katte kan måske godt have racerene forældre, men man bør spørge sig selv, hvorfor er der ikke stamtavle på killingerne? Ifølge FIFés regler, skal der nemlig laves stamtavle på alle killinger, når forældrene har stamtavle. Man har endda lov til at lave ét ”gratis” kuld, uden at have stamnavn, så får killingerne blot stamnavnet fra den som har opdrættet forældrene.  En stamtavle koster kun 200 kr, så det kan ikke være der besparelsen ligger, når man kan købe ”ægte uden tavle” billigere.

Måske er forældrekattene ikke racerene, eller måske er der avlsforbud på dem. Katte kan have avlsforbud af flere årsager, både sundhedsmæssigt men også fordi køberen ikke har betalt for rettighederne til at bruge katten i avl. Måske er de ikke vaccineret og sundhedsefterset hos dyrlæge. Måske er forældrekattene ikke testet for arvelige sygdomme, som de kan videregive til killingerne. Der kan være mange grunde. Der vil altid være en årsag til, at killingerne ikke har stamtavle og det er ikke stamtavlens pris i sig selv.

Derfor, hvis du har forelsket dig i en bestemt racekat, så køb altid en kat med stamtavle. Det er din garanti for en raceren kat.

Gør dig selv den tjeneste at købe en ægte racekat, med stamtavle!